Vi går andægtigt og lidt nervøst ind i rummet, hvor et hobetal af kvinder allerede er faldet på knæ og bøjer sig for Allah. Jeg bliver diskret prikket på ryggen af en ældre kvinde, der peger på en stribe hår, der sidder udenfor det tørklæde, vi I dagens andledning har indhyllet os i.

Jeg skynder mig at dække det til og føler mig lidt som en turist I zoologisk have. Med vores kameraer og nysgerrige øjne, der er på kort visit i det allerhelligste og mest højtidelige for disse kvinder – fredagsbønnen.

Vi skiller os I den grad ud, selvom vi har forsøgt at iklæde os efter islamiske forskrifter. Og vores farvestrålende gevanter står i kontrast til de utallige sorte hijabs (hovedtørklæder) og lange storte frakker, der ikke afslører kvindekroppens konturer.

Vi er blevet delt fra mændende på vores tur, der er inde I “det rigtige bederum” i moskeen. Os kvinder er henvist til et stort rum under loftet, hvor bedetæpper dækker gulvene, og væggene ikke er prydet med andet end hvid maling. Et nøgent neonrør sender dets lys ned fra loftet.

Vi er taget til ugens store bøn på muslimernes helligdag – fredagen I Abu nuur Moskeen I Damaskus.

Straks vi kommer ind i bederummet rejser kvinderne sig fra deres pladser og tilbyder os deres. Vi ryster høfligt på hovedet over denne gæstus. Det er deres bøn. Vi betragter dem, mens imamens stemme lyder messende fra højtalerne. Nogle af dem afsiger lydløst koranvers med munden, og de fleste virker, som om de er I en trancelignende tilstand. Dyb koncentration og hengivelse til den skaber de er så taknemmelige for.

Bøj dig for Allah lyder det, og de flere hundrede kvindet ligger sig på knæ og støder hovedet mod gulvet.

Pludselig er det hele slut, og de kvinder vi troede sendte os lidt misbilligende blikke, fordi vi forstyrrede ders bøn, stimler nysgerrigt og smilende sammen om os, og overvælder os med spørgsmål. “Hvor kommer I fra”, “er I muslimer”,”er I gift”, “hvorfor besøger Syrien”?

En høj tynd kvinde med lysende øjne stikker mig en håndfuld dadler I hånden: “de er fra medina, der hvor profeten Muhammed boede”, siger hun. En ærefuld gestus til os, der føler os meget velkomne og overvældede af denne oplevelse. Kvinden fortæller, at hun er single og uddannet ingeniør, og udover det underviser unge piger i koranen. Hun virker ikke særlig undertrykt. Der findes mange forskellige kvinder I Syrien.

Vi fortæller, at vi er kommet for at lære, og fordi vi mener, at vi bliver vi nødt til at mødes og snake sammen for at lukke de kløfter, der er I vores verden istedet for at bekrige hinanden med ord og bomber. Vi får udelukkende anderkendene blikke.

Efter at have udvekslet en masse telefonnumre og erfaringer kommer en sortklædt kvinde hen til os og siger: “skynd jer, mændende venter på jer”! Ja det er en ting, som jeg nok aldrig lærer at forstå. At mændene næsten altid har forrang i det syriske samfund. Men det er en helt anden historie.

Og midt mellem alle dækstablerne og folk der hænger på gaderne ligger et hotel med det velklingende navn Hotel Tourist. Hotellet er legendarisk på grund af ejeren, den nu aldrende Madam Olga der har drevet stedet i årtier.

Madam Olga har dog været plaget af sygdom og findes nu i en sofa i hotellets dagligstue, hvor hun sidder og holder øje med forretningens gang mens hun skiftevis småblunder og kommanderer lidt med de ansatte.

Heldigvis har hun overladt hotellets drift i kompetente hænder, og vi har sjældent følt os så velkomne. Manden bag skrivebordet på 2. sal smiler og byder velkommen med et ”Ahlan” og griner med os, når vi afprøver vores arabiske talkundskaber i forsøget på at få den rigtige nøgle til værelset.

Selvom der er toilet og bad på gangen og de daglige strømafbrydelser kan gøre det svært at etablere et stabilt aircondition klima på værelset, opvejes ulemperne af gangens autentiske stemning, hvor grønne læderstole, spanske vægge i mørkt lakeret træ og det gamle rejsechatol med udklappeligt skrivebord, får en til at føle sig som Lawrence of Arabia, når man sidder og skriver noter til dagens oplevelser.

Vi ankom til kvarteret for to dage siden i vores flotte Honeymoon bus. Navnet er passende, da der faktisk er en del af os, der officielt er blevet gift for at få lov til at bo dreng og pige sammen på dobbeltværelserne, og bussen er ren luksus som var vi virkelig på bryllupsferie.

Selv oliepletterne syntes at vige, da vi med et flot parkering blokerede det meste af den smalle gade og viste vores (trods en lille uge i den brændende sol) stadigt blege ansigter til stor forundring for de lokale dæksælgere.

I dæk-suoq’en hænger der flere folk på gadehjørnerne og foran de små værksteder, end vi plejer at se i Syrien. De hilser ofte venligt med et optimistisk ”welcome” og kvitterer gerne med et sæt brune tænder, når man, i en lille opvisning af sit efterhånden stabile turist-arabiske, takker med et nik og et ”Shukran”.

Nogle gange bliver pigerne mødt af det lidt mindre flatterende tilråb ”RUSIA” den hentyder til billig import fra det arbejdsløsramte østeuropa.

”Min Danimark” siger man bestemt og fortsætter videre forbi natklubberne, hvor de ægte russiske piger danser showdance for at tjene til føden.

Nogle af de syriske mænd kan have svært ved at forstå at den vestlige påklædning ikke er en invitation til flirt og frække tilbud, og et par af pigerne har allerede været udsat for smarte bemærkninger, blinkende øjne og lidt for kærlige berøringer – og det på trods af at de har været i selskab med deres respektive ægtemænd.

Går man sammen med Jens, den mandlige halvdel af vores guidepar, er man dog sikret en række interessante kulturmøder med den Syriske befolkning. Hans mere eller mindre flydende arabiske begejstrer de lokale, der åbner op med lutter smil, håndtryk, snaksagelighed og theinvitationer.

Således blev vi inviteret til at sidde ned ved et af de små autoværksteder af to imødekommende politibetjente, der sad og snakkede med ejerne mens de ventede på at deres politibil blev repareret.

Høflighed bød hele banden at rejse sig og tilbyde deres stole til os, mens de forhørte sig om vores nationale identitet, poserede til fotografering og grinende svarede på Jens’ spørgsmål og tilhørerende western fagter, at det overhovedet ikke var nødvendig at bære våben. Styrets paranoia for fremmede rækker tilsyneladende ikke særlig langt ud i statsmaskineriet.

Vores møde med dæk-souq’en og byen Aleppo har været endnu en nuancering af vores syn på den mellemøstlige kultur og har budt på et væld af oplevelser. Som byens kæmpe middelalderfæstning, de kogende markeder og Syriens svar på McDonalds… Men det er en helt anden historie.

Jeg sidder musestille og kigger ud mod horisonten, hvor mørket sænker sig som et blåligt slør for den syriske ørkens klipper. Vi har fået lov til at overnatte på Mar Musa, et kristent, syrisk ortodokst kloster, der ligger på en klippetop langt ude i den syriske ørken.

Efter den daglige gudstjeneste er tiden helliget bøn, meditation og stilhed – og ørkenen er i sandhed stille. De mindste lyde forstærkes i mørket, en fjern motors brummen og en radio der spiller fra et usynligt sted neden for klippen murrer i skumringen.

Som mørket sænker sig bryder halvmånen og de første stjerner frem, og fra ørkenen lyser elektriske lys op i det fjerne. Den tvungne stilhed tvinger os til at opleve ørkenen med alle sanser og lade tankerne finde ro i den første intense rejseuges oplevelser.

Alt for snart tager vi afsted igen. Det virker hurtigt og brutalt i den uvante stilstand klosteret tilbyder. Jeg er ikke selv religiøs, men den ro og den stilhed vi her bliver budt at tage del i, vil jeg gerne tage imod. Selv fjernt fra vores vante hverdag er programmet stramt og spækket med aftaler. Vi har travlt med at opleve, men måske glemmer vi at dyrke stilheden.

Der var engang en syrisk tandlæge, som boede I London fjernt fra hans hjemland. Selvom han kom ud af en rig og magtfuldkommen familie I Syrien, havde han besluttet at leve et diskret liv med at pleje andres tænder.

Så en dag kom der bud efter ham.

Hans storebror var omkommet i et trafik uheld og tandlægen kunne nu ikke længere leve i anonymitet i England. Hvordan broderen døde gik der mange historier om. En af dem var, at han havde jagtet en uacceptabel frier til sin søster og derfor havde kørt sig selv ihjel.

Men en ting var sikkert. Tandlægen skulle overtage præsident embedet I Syrien efter sin far Hafez al-Assad. Og sådan gik det til at præsident Bashar al-Assad indtog den magtfulde position, som syriends enevældige præsident, der just er blevet genvalgt uden modkandidat.

Der er mange former for kontrol. Den jeg her vil prøve at beskrive er den form for kontrol , hvor man føler sig konstant overvåget. Doctor Bashars øjne kigger nemlig på en lige meget, hvorhen man vender blikket. Fra bilernes bagruder, fra butiksvinduer, fra store statuer, ja sågar fra kæmpe bannere, der pryder skyskraberne, hvis nu man skulle stå på et bjerg udenfor byen – så kan man stadig se øjnene, der lurer.

Men det er den åbenlyse kontrol. Der er også den mere subtile, der kommer til udtryk, når en samtale med en syrer kommer til at hande for meget om politik. Så bliver emnet stille og roligt drejet hen mod en mere tilforladelig samtale. For eksempel kan man høre udtrykket: “Doctor Bashar – helu ktir”, som betyder noget I retning af, at han er en flot fyr eller en god præsident.

Det er farligt at komme til at sige noget som helst kritisk. For man ved aldrig hvilke øjne der lurer i form af en avislæsende mand I gråt jakkesæt eller butiksekspedienten. Eller extandlægen selv I form af de utallige afbilldninger.

Foerst og fremmest skulle han tale i en moske, saa de religioese forskrifter skulle selvfoelgelig overholdes: Vi havde alle fundet vores mest taekkelige og moerke toej frem. Ikke noget med at have de moenstrede og farvede toerklaeder paa, vi ellers gaar rundt med hernede. Toerklaedet bundet stramt om hovedet og stroemper paa i skoene. Temmeligt varmt naar det er 35-40 grader…
Ved moskeen gik maend og kvinder ind ad separate indgange, og  i moskeen var mande- og kvindeafdelingen adskilt af et forhaeng. Vi kunne dog stadig sidde sammen hele gruppen (begge koen), for heldigvis skulle forhaenget kun vaere trukket for under boennen, som ogsaa var en del af ”showet”. 

Og det var et show! Da foerst boennen var overstaaet(hvilket i sig selv var en kaempe oplevelse at faa lov at overvaere), blev folk helt vilde:

Plakater m Khatami blev delt ud, saa man kunne holde dem op, folk piftede og klappede og raabte utaalmodigt paa ham. Folk var kommet for at hoere Khatami og gad ikke hoere paa alle dem der stod og aevlede foer ham. Ogsaa kvinderne var ellevilde. De ville alle se Khatami og tage billeder med deres mobiler, og vores haardt tilkaempede pladser lige ved siden af maendenes ’side’, blev med et temmelig populaere… Med al den mosen og skubben endte vi med at sidde 1-2 meter inde paa den “forbudte” side…. Moedet med kvinderne i moskeen, var i det hele taget en fascinerende oplevelse. 
Udlaendinge er ikke normalt i Iran og specielt ikke unge kvinder, saa ligegyldigt hvor vi er, vaekker vi opmaerksomhed. Og her havde de mulighed for at tale med os og vi kunne komme helt taet paa de chadorklaedte kvinder, som det ellers kan vaere svart at komme i kontakt med paa gaden. Der er det som regel kun de unge, som kan lidt engelsk, der taler til os. 
Her kunne vi ogsaa se hvordan en chador, ikke er nogen hindring i at opfoere sig som en fodboldfan. Da det endelig blev Khatamis tur, gik alle helt amok med klappen og raaben, og ogsaa under selve talen blev han flere gange afbrudt af klapsalver.

Efter ca 2 timer sluttede seancen med at folk raabte “Khatami – Vi elsker dig”, “Khatami – Vi elsker dig”

Fuldstaendig gennemsvedte og fulde af indtryk, stroemmede vi med maengden ud af moskeen.
Endnu en oplevelse rigere, og endnu en gang fik vi bekraeftet hvor venlige og imoedekommende iranerne er.

Når man går gennem byporten og træder ind i dens snævre, kringlede gader, hvor husene hælder faretruende ud over den tætte trafik af handlende, er det som at forsvinde ind i en historiebog. Messende arabiske gloser bruser gennem de overdækkede basarer, når der bliver kaldt til bøn fra minareterne på den monumentale og 1300 år gamle Umayyade Moske, og man forventer næsten, at Hodja om det næste hjørne kommer flyvende på sit tæppe. Byen emmer af svundne tider og er så spækket med historie, at romerske søjlesten nogle steder nonchalant bliver brugt til at afspærre parkeringspladser foran butikker.

Men midt i rejsen tilbage i tiden bliver man alligevel konstant mindet om, at det blot er en illusion. En gennemtrængende, poppet ringetone vækker én fra drømmen, og en helt tildækket kvinde hiver den nyeste mobiltelefon frem fra de sorte klæder, mens en anden kvinde med løst hængende hår, klædt i jeans og en stramt siddende T-shirt forsvinder ind i en netcafe. Inde i Umayyade Moskeen rejser en langskægget mand sig fra bedetæppet og tager øjeblikket efter et digitalkamera frem for at fotografere Johannes Døberens grav. Smoggen fra byens tætte trafik hænger dvælende i luften og overfor en af byportene hænger en stor Coca Cola reklame.

Damaskus er en fusion af det gamle og det nye, det traditionelle og det moderne. Det er en stærkt charmerende blanding, ikke mindst fordi det gamle fortsat er i brug og ikke blot står tilbage som livløse turistattraktioner. Men for dens indbyggere er den ikke altid uproblematisk.

24-årige Waffin er en af de mange unge syrere, som er splittet i forholdet til hans hjemland. Han tilhører det kristne mindretal, men er kun officielt troende. Han kan ikke tillade sig at være åben om sin manglende tro i Syrien, hvor religionen er meget vigtig i alle de mange trossamfund, ligesom han også må holde sin irritation over den manglende ytringsfrihed for sig selv.

Mens vi kører op mod Qassioun bjerget og dets mavepuster af et panorama over Damaskus, slipper utilfredsheden ud gennem en – for en dansker – meget genkendelig ironi.

”On the left is the palace, where the president meets with delegations from other countries. It’s called the People Palace – not that the people is ever allowed in there.”

Waffin læser til ingeniør og siger selv, at han har gode nok kontakter til at kunne få et job, når han er færdig. Alligevel vil han gerne til udlandet for læse videre og slippe lidt væk fra det tryggende miljø, og det er han ikke ene om. Syrien har den højeste fødselsrate i den arabiske verden og over halvdelen af befolkninger er under 18 år. Samfundet har imidlertid ikke jobs til de mange unge, og selv de veluddannede har svært ved at komme i arbejde.

”Der er masser af initiativ i de unge, men de har ingen muligheder, ingen fremtid. Kun i udlandet”, fortæller lederen af det Danske Institut i Damaskus, Jørgen S. Nielsen.

To af Waffins kusiner er mere direkte i deres sprog end deres fætter.

”We try to live our lives the way we want to, but our parents are very traditional so it is not easy. I love my country, but I also would like to live in a place where the traditions are less strict”, siger den ene.

Hun er særlig frustreret fordi hendes kæreste er yngre end hende, hvilket der ikke ses positivt på i et samfund, hvor manden oftest opfattes som den, der skal tage hånd om familien.

Familieværdierne står stærkt i Syrien, og inden vi tog afsted var vi blevet forberedt på, at noget af det første vi ofte ville blive spurgt om var, om vi var gift. Når vi har spurgt de unge, vi har mødt indtil videre, om de er gifte, har svaret imidlertid lydt:

”No, no, no. Inshallah”.

Læs også vores blog på politiken.dk