Til fredagsbøn I Abu nour moskeen

Af Sanne Fahnøe

Vi går andægtigt og lidt nervøst ind i rummet, hvor et hobetal af kvinder allerede er faldet på knæ og bøjer sig for Allah. Jeg bliver diskret prikket på ryggen af en ældre kvinde, der peger på en stribe hår, der sidder udenfor det tørklæde, vi I dagens andledning har indhyllet os i.

Jeg skynder mig at dække det til og føler mig lidt som en turist I zoologisk have. Med vores kameraer og nysgerrige øjne, der er på kort visit i det allerhelligste og mest højtidelige for disse kvinder – fredagsbønnen.


Vi skiller os I den grad ud, selvom vi har forsøgt at iklæde os efter islamiske forskrifter. Og vores farvestrålende gevanter står i kontrast til de utallige sorte hijabs (hovedtørklæder) og lange storte frakker, der ikke afslører kvindekroppens konturer.

Vi er blevet delt fra mændende på vores tur, der er inde I “det rigtige bederum” i moskeen. Os kvinder er henvist til et stort rum under loftet, hvor bedetæpper dækker gulvene, og væggene ikke er prydet med andet end hvid maling. Et nøgent neonrør sender dets lys ned fra loftet.

Vi er taget til ugens store bøn på muslimernes helligdag – fredagen I Abu nuur Moskeen I Damaskus.

Straks vi kommer ind i bederummet rejser kvinderne sig fra deres pladser og tilbyder os deres. Vi ryster høfligt på hovedet over denne gæstus. Det er deres bøn. Vi betragter dem, mens imamens stemme lyder messende fra højtalerne. Nogle af dem afsiger lydløst koranvers med munden, og de fleste virker, som om de er I en trancelignende tilstand. Dyb koncentration og hengivelse til den skaber de er så taknemmelige for.

Bøj dig for Allah lyder det, og de flere hundrede kvindet ligger sig på knæ og støder hovedet mod gulvet.

Pludselig er det hele slut, og de kvinder vi troede sendte os lidt misbilligende blikke, fordi vi forstyrrede ders bøn, stimler nysgerrigt og smilende sammen om os, og overvælder os med spørgsmål. “Hvor kommer I fra”, “er I muslimer”,”er I gift”, “hvorfor besøger Syrien”?

En høj tynd kvinde med lysende øjne stikker mig en håndfuld dadler I hånden: “de er fra medina, der hvor profeten Muhammed boede”, siger hun. En ærefuld gestus til os, der føler os meget velkomne og overvældede af denne oplevelse. Kvinden fortæller, at hun er single og uddannet ingeniør, og udover det underviser unge piger i koranen. Hun virker ikke særlig undertrykt. Der findes mange forskellige kvinder I Syrien.

Vi fortæller, at vi er kommet for at lære, og fordi vi mener, at vi bliver vi nødt til at mødes og snake sammen for at lukke de kløfter, der er I vores verden istedet for at bekrige hinanden med ord og bomber. Vi får udelukkende anderkendene blikke.

Efter at have udvekslet en masse telefonnumre og erfaringer kommer en sortklædt kvinde hen til os og siger: “skynd jer, mændende venter på jer”! Ja det er en ting, som jeg nok aldrig lærer at forstå. At mændene næsten altid har forrang i det syriske samfund. Men det er en helt anden historie.

Advertisements

~ af nextstop07 på juli 28, 2007.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: